I Sølund Musik-Festivals første 28 leveår tog det os max en formiddag at sælge vores billetter. Til sidst var vi oppe på det, der svarer til 16.000 dagsbilletter til udviklingshæmmede og deres ledsagere. Det betød en sund økonomi. Den gjorde, at vi i foreningen kunne koncentrere os om at lave den fedeste, festligste (og helt lukkede) festival for mennesker med udviklingshæmning. Vi kunne såmænd også over årene gavmildt uddele mere end 11 millioner kr. til andre musiske og sociale aktiviteter for udviklingshæmmede.

Regeldressur af værste skuffe

Det glade eventyr fik en brat ende. For præcis to år siden gik der regeldressur i den på de bonede gulve, og kommunerne fik en ordentlig svirp af ridepisken; vores publikum må ikke (længere) bruge deres surt opsparede penge til at købe deres egen kendte pædagog fri til at ledsage dem hverken til festival, date med kæresten eller tur i Tivoli. Det smæld spærrede op imod 10.000 mennesker med udviklingshæmning inde på deres bosteder, da det er helt afgørende for dem, at de har en ledsager med på tur, som de kender og er trygge ved. Nu sidder de på snart tredje år reelt frataget det selvvalgte fritidsliv, som alle vi andre tager for givet.

To års kamp uden resultat

Sølund Musik-Festival er derfor i gang med tredje festival i træk, hvor vi ikke kommer i nærheden af at melde udsolgt – hverken til koncerterne eller til overnatning. Det selv om vores kernepublikum SOM ALDRIG FØR elsker deres festival. Det selv om ingen almindelige mennesker synes, at de nuværende regler for ledsagelse i praksis er acceptable. Det selv om vi, vores fantastiske publikum, ledsagere, medhjælpere, sponsorer og menige borgere har kæmpet så spyttet sprøjtede for en ordentlig ledsagerordning – først forgæves med en socialdemokratisk ledet regering derefter lige så forgæves med en venstre-ledet regering.

Redningskransen hedder åbenhed

Sølund Musik-Festival er her stadig. Vores redningskrans er meget mere åbenhed. Vi har inviteret en masse nye mennesker om bord til en omgang omvendt inklusion. Flokken består nu af et stigende antal enormt gavmilde sponsorer (og deres gæster), pressen, præsterne, popstjernerne, politikerne, 2.200 medhjælpere, mange flere publikummer til Tov’Li’ Tirsdag, De Grå Synger, De Små Synger, bandsene fra Music Unites Europe, motorcyklisterne, gadeartisterne. Alle vores venner – gamle som nye – mærker på deres egen krop, at MUSIK, KÆRLIGHED OG FÆLLESSKAB gør os ligeværdige under festivalen. Sådan er det, fordi rammerne her er trygge og ordentlige – især for de mest sårbare i fællesskabet. Handicap, diagnose, hudfarve, alder, køn, politisk overbevisning, socialklasse – det har ingen betydning i tre fantastiske junidage. Vi mødes som mennesker. Hjælper hinanden med det, vi kan. Får den hjælp vi har brug for. Det vokser vi alle af.

Vores kernepublikum forbliver vores VIP’s

Åbenhed er en balancegang; vi glemmer A-L-D-R-I-G, hvem vores kernepublikum er. Vi har alle antenner ude, så vi kan sikre, at vores VIP’s, mennesker med udviklingshæmning, først og fremmest får den fedeste festival. Der skal være max gas på den bedste popmusik anno 2016, storskærm, instagram, fede happenings, selfies, kolde øl og lune burgere, teltlejr, tømremænd, vennerne, den sødeste nye kæreste og autografer fra de største. Men uden en nogenlunde økonomi ingen festival. Som situationen er nu, afhænger økonomien helt af vores venners goodwill. Og den får vi kun, hvis vi åbner os og deler glæden og festen med dem alle og lidt til.     

Frontløber i omvendt inklusion

Måske er der en positiv sidegevinst for Sølund Musik-Festival ved amputationen af den gamle praksis for ledsagelse. Nemlig at vores nye åbenhed har gjort festivalen til frontløber ud i det, vi selv kalder for omvendt inklusion; altså rummelighed, plads til alle, hjælpsomhed og ansvarlighed på tværs af de kedelige kasser, vi ellers putter hinanden ind i.

Yderligere oplysninger hos Festivalchef Lasse Mortensen lmt@solundfestivalen.dk
+45 40 41 13 08