Livsglad Lørdag falder i år på den 29. april. Det er her at hele Skanderborg – som altid sparket i gang af Skanderborg Cityforening i samarbejde med Uge-Bladet Skanderborg – samler ind til Sølund Musik-Festival. 

Fra klokken 10 til klokken 15 bobler butikkerne over af den særlige gavmilde og voldsomt smittende livsglæde, der også er del af Sølund Musik-Festivals DNA. Der er alle mulige – og umulige – aktiviteter. Ingen nævnt ingen glemt.

Festivalchef Lasse Mortensen er en glad mand:
”Det er en fantastisk og heldigvis tilbagevendende kærlighedserklæring fra Skanderborg til Sølund Musik-Festival, som vi sætter så stor pris på. De mange støttekroner, der kommer ud af arrangementet, betyder bedre festival for vores helt fantastiske kernepublikum – mennesker med udviklingshæmning. Det har de så meget fortjent. Men mindst lige så vigtig er den moralske støtte og opbakning det er, at vores by orker have det besvær med at sætte vores festival på bykortet. TAK Skanderborg!”

Herfra redaktionen skal lyde en stor og forårskåd opfordring til alle: Tag dine unger, deres venner, bedsteforældre, dine naboer, dine ex’er og købelysten med i Adelgade på lørdag. Du skal virkelig gøre dig umage, hvis du skal undgå at blive hamrende glad i låget af det.